Gå til indhold

Spildevandsprojekt ved Horne: et sjældent kig under jorden

Spildevand

2. september 2026

Store ledninger, dybe udgravninger og boringer under veje og haver. Billeder fra spildevandsprojektet ved Horne giver et kig ind i noget af det arbejde, der normalt foregår skjult under jorden.

Arbejdet med spildevandsprojektet ved Horne fortsætter. Hen over sommeren har FFV arbejdet med at etablere en ny spildevandsledning parallelt med den eksisterende.

Den nye ledning skal fremover håndtere regn- og spildevand fra Horne by. Den eksisterende ledning får en ny funktion som drænledning, der fører drænvand til Navsbækken. Samtidig udskifter vi en ældre trykledning i området.

Store dimensioner under jorden

Flere steder kræver arbejdet dybe udgravninger. På billeder fra projektet ses blandt andet en betonledning med en diameter på 700 mm.

I august lå to lange, svejste rør klar ved Hornelandevej.

Ledninger ført under Hornelandevej

De to rør er nu ført under Hornelandevej ved hjælp af en styrbar boring. Først bores der under vejen, og derefter trækkes rørene gennem det borede hul.

Det ene er en 315 mm trykledning, som skal erstatte en ældre PVC-ledning mellem pumpestationerne ved Hornelandevej og Præstegårdsgyden. Det andet er en 500 mm spildevandsledning, som skal føre spildevand frem til pumpestationen ved Hornelandevej.

Metoden gør det muligt at føre ledningerne under Hornelandevej uden at grave en åben rende på tværs af vejen.

Lige nu bores der ved Egsgyden

Arbejdet er rykket videre til Egsgyden, hvor der lige nu udføres en tilsvarende boring under vej og have.

På den anden side af boringen gøres der klar til, at ledningen kan trækkes igennem.

Når arbejdet er afsluttet og udgravningerne lukket igen, vil størstedelen af ledningerne ligge skjult under jorden.

Del artikel

Relaterede nyheder