Gå til indhold

Kloakrenovering i Svanninge og Millinge frem til februar

Spildevand

18. september 2026

Fra september 2026 til februar 2027 udfører vi kloakarbejde flere steder i Svanninge og Millinge. Arbejdet er en del af den løbende vedligeholdelse af kloaksystemet.

Arbejdet udføres i samarbejde med Villy Poulsen og foregår primært ved strømpeforing. Det betyder, at vi kan renovere ledningerne indefra og dermed begrænse behovet for opgravning.

Hvad betyder arbejdet for dig?

Renoveringen foregår i flere trin, og entreprenøren kan derfor komme tilbage til den samme brønd eller strækning flere gange undervejs.

Arbejdet ved kloakbrøndene kan i perioder påvirke trafikken. Enkelte steder kan der også blive behov for mindre opgravninger.

Skal entreprenøren have adgang til en kloakbrønd på privat grund, bliver grundejeren kontaktet direkte. Brønde, der ligger under terræn, bliver gravet fri, så entreprenøren kan komme til dem. Området bliver retableret, når arbejdet er færdigt.

Før kloakledningerne bliver spulet, får de berørte beboere særskilt information med råd og forholdsregler.

Sådan renoverer vi kloakken

Arbejdet begynder med, at kloakledningerne bliver spulet og rengjort og derefter undersøgt med kamera. Herefter strømpefores først hovedledningerne og derefter stikledningerne.

Ved strømpeforing føres en blød filt- eller glasfiberforing ind i den eksisterende kloakledning. Her hærdes den og danner et nyt rør inde i det gamle. Det gør det muligt at renovere den eksisterende ledning uden at grave hele ledningen op.

Til sidst bliver ledningerne undersøgt igen for at kontrollere det udførte arbejde.

Kort over områderne

Kort over Svanninge

Svanninge: Kloakrenoveringen omfatter de viste strækninger.

Kort over Millinge

Millinge: Kloakrenoveringen omfatter de viste strækninger.

Der tages forbehold for ændringer i tidsplanen.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til arbejdet, er du velkommen til at kontakte FFV Kundeservice på tlf. 62 61 16 66 eller ffv@ffv.dk.

Del artikel

Relaterede nyheder