Det tager længere tid end håbet at nå frem til en endelig afklaring om fjernvarme i de otte landsbyer: Korinth, Espe, Brobyværk, Falsled, Millinge, Svanninge, Horne og Vester Aaby.
Derfor mødtes Faaborg-Midtfyn Kommune, FFV Energi & Miljø A/S og lokale arbejdsgrupper den 30. april til en fælles drøftelse af, hvordan projekterne står – og hvad der skal til for at komme videre.
Statslig støtte er givet
Der er i foråret 2024 indhentet tilsagn fra staten om støtte til gennemførelse af projekterne.
… Men flere tøver lige nu.
Lave gaspriser, stigende priser på anlæg af fjernvarme og manglende klarhed om, hvornår gas ikke længere kan anvendes til opvarmning af huse, har for nogle husejere betydet usikkerhed, om fjernvarme nu også er en god ide. Flere steder i landet er projekter lige nu på pause af den grund og nogle projekter er endda opgivet.
Hvor er vi så lige nu med de otte byer:
FFV har i 2024/25 især koncentreret sig om Espe og Korinth.
Espe: Fjernvarmeprojektet går videre
Vi er glade for at kunne fortælle, at der nu er opnået tilstrækkelig opbakning til fjernvarme i Espe. Det betyder, at vi kan tage næste skridt: udbud af entreprenørarbejde og anlæg.
Inden for de kommende uger sender vi en kontrakt til de tilmeldte – og jo hurtigere, vi får kontrakterne tilbage, jo hurtigere kan vi komme videre med projektet.
Vi forventer, at resultatet af udbuddet er klar i løbet af efteråret 2025.
Korinth: Projekt sat i bero
Desværre har vi ikke opnået tilstrækkelig tilslutning i Korinth. Projektet er derfor sat i bero, men området fastholder sin status som fjernvarmeområde i Varmeplanen ind til videre. Det betyder, at der fortsat er mulighed for at genoptage projektet, hvis forudsætningerne ændrer sig.
Det er nu op til borgere og arbejdsgruppe i Korinth at drøfte, om man ønsker at se tiden an og måske arbejde videre med muligheden for fjernvarme på længere sigt eller man ønsker byens status som mulig fjernvarmeby ophævet.
Hvad med de andre byer?
Fjernvarmeplanerne omfatter også:
- Brobyværk
- Falsled
- Horne
- Millinge-Svanninge
- Vester Åby
Vi arbejder videre med planlægningen, men der igangsættes ikke nye projekter, før vi kender resultatet af udbuddet i Espe.
Et fjernvarmeprojekt skal ikke bare kunne lade sig gøre – det skal også kunne betale sig. For både borgere og fællesskab er det afgørende, at varmeprisen er til at regne med, og at vi ikke løber store økonomiske risici.
Derfor er erfaringerne fra Espe afgørende. Det giver os et mere sikkert grundlag for at vurdere, hvordan vi kan gå videre i de øvrige landsbyer – uden at gå på kompromis med den økonomi, vi har stillet borgerne i udsigt.
Fjernvarme fortsat at foretrække som fremtidens løsning
Beregninger viser, at fjernvarme fortsat ser ud til at være en god og fremtidssikker løsning i mange landsbyer over ca. 200 husstande. Det gælder både sammenlignet med fortsat gas og med individuelle varmepumper. Årsagen er bl.a., at der er god og billig finansiering til fjernvarme. Desuden er fjernvarme en nem og fleksibel løsning, der bedst sikrer, at mange huse får en løsning baseret på næsten ren vedvarende energi til gavn for hele landsbyens fremtidige attraktivitet.
Der er også noget, der tyder på, at der vil komme en endelig slutdato for brug af gas til individuel opvarmning, og at den kan blive om ca. 10 år.
Disse forhold taler for lige nu at holde fast i planer om fjernvarme, se tiden an og så glæde sig over, at gas og oliepriserne aktuelt er temmelig lave. Det var i hvert fald den overvejende stemning på mødet d. 30. april med de lokale arbejdsgrupper.
Vi holder dig opdateret
Vi vender tilbage med ny information, så snart resultatet af udbuddet foreligger.
Du kan altid holde dig orienteret via vores Facebookside og her på hjemmesiden, hvor vi løbende opdaterer om fjernvarmeprojekterne.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at tage kontakt.