Gå til indhold

Hvor skal græskarret hen efter halloween?

Renovation

26. oktober 2026

Her får du hjælp til at sortere græskar, lys, pynt og udklædning efter halloween

Gem gerne pynten til næste år, og lad udklædningen gå i arv, hvis børnene er vokset fra den. Resten hjælper vi dig med at finde det rigtige sted til.

Græskar i madaffald

Både indmaden og skallen fra dit græskar skal i madaffald.

Fjern først lys og pynt. Skær derefter græskarret i mindre stykker, og læg dem i madaffaldsposer, som kan lukkes med en knude.

Har græskarret fået maling, lak eller glimmer, skal det i restaffald.

Lys og batterier skal hver sin vej

Inden græskarret ryger ud, skal lyset ud af det:

  • Stearinrester kan komme i restaffald. På genbrugsstationen kan du også aflevere dem i den særlige indsamlingskasse ved farligt affald. Her samler vi lysestumper ind til nødopvarmning i Ukraine.

  • Tomme aluminiumskopper fra fyrfadslys skal i metal. Rester af stearin skal i restaffald.

  • LED-lys og lyskæder skal afleveres som elektronikaffald. Tag batterierne ud, hvis de let kan fjernes, og aflever dem som batterier.

Gem pynten til næste år

Plastikedderkopper, kunstigt spindelvæv og anden pynt kan pakkes ned og bruges igen næste halloween.

Er noget gået i stykker, afhænger sorteringen af materialet. Kunstigt spindelvæv af polyester skal i restaffald. Pynt med lys eller lyd skal afleveres som elektronikaffald.

Består pynten af flere materialer, kan den være svær at sortere. Spørg gerne en medarbejder på genbrugsstationen – vi hjælper med at finde den rette løsning.

Giv udklædningen en tur mere

Et kostume, der er blevet for småt, kan måske bruges af en anden. Giv det videre, byt med vennerne, eller aflever det til genbrug.

Slidte og hullede tekstiler, der ikke længere kan bruges, skal sorteres som tekstilaffald. Det gælder også det gamle lagen, der har haft sin sidste aften som spøgelse.

Tekstilaffald skal være helt tørt og afleveres i en lukket pose. Almindelige pletter er i orden, men tekstiler med rester af maling, olie eller lignende skal i restaffald. Det samme gælder vådt, muggent og jordslået tekstil.

Masker, parykker og andet tilbehør skal sorteres særskilt efter materialet.

Læs mere om tekstilaffald.

Halloween Udklædning

Er der noget, der driller?

Spørg os gerne på genbrugsstationen, hvis du er i tvivl om sorteringen.

Find din nærmeste genbrugsstation og se åbningstider.

Del artikel

Relaterede nyheder